Det er den 25. Juni og jeg har en sjælden gang fået slæbt min store gravide krop ud af lejeligheden, for at handle ind.
Jeg er gået en enkelt dag over min termin og der er stadig endnu ingen tegn på at fødslen er ved at gå i gang, altså ikke før vi står lige midt i Liva og vandet går.
Jeg får fremstammet noget i retning af : '' jeg tror mit vand er gået'', til min kæreste, han svarede med et panisk blik og var klar til at smide alt hvad han havde i hænderne og løbe ud i bilen for at køre på sygehuset med det samme.
Jeg fik dog talt ham lidt til ro og overbevist ham om at vi sagtens lige kunne nå at handle færdig og så kunne vi jo ringe til føde gangen når vi kom hjem, jeg kan godt mærke på ham at han ikke var helt overbevist og stadig var noget panisk, selv var jeg meget overrasket over hvor roligt jeg tog det, men jeg havde jo heller ikke veer eller noget som helst endnu.
Da vi kom hjem omkring kl. 16 og fik ringet til fødegangen og fik besked på at vi skulle komme ind til dem kl. 20 hvis ikke mine veer var kommet så meget i gang at det blev nødvendigt at komme før, der gik ikke lang tid før der kom godt gang i veerne og de var rimelige regelmæssige da vi kom ind på sygehuset.
vi kom ind på en stue hvor jordmoderen skulle undersøge hvor langt vi var i forløbet og om vi skulle blive eller sendes hjem igen.
Jeg var desværre ikke så langt som vi havde håbet på og hun ville i første omgang sende os hjem når hun lige havde sikkert sig at baby var okay, hendes puls var nemlig en smule uden for det normale.
Imens vi ventede på at den skulle stabilisere sig havde jeg åbnet mig yderlige 5 cm og vi kom nu på fødegangen frem for at blive sendt hjem, her fik jeg en hurtig update på muligheden for smertestillende, selvom hun mente jeg klarede det så godt at det ikke skulle være nødvendigt, jeg var dog ikke enig.
Til mit held var der vagt skifte og den næste jordmoder der kom ind havde intet i mod at give mig den smertelindring jeg bad om.
Jeg nåde dog aldrig så langt at jeg rent faktisk fik den, da de skulle til at lægge bedøvelsen faldt babys puls nemlig drastisk og jeg skulle til at vende og dreje mig i alverdens stillinger og positioner for at se om vi kunne få hendes puls op igen og jeg begyndte nu lige så ''stille'' at gå i panik.
Nu skulle det hele lige pludseligt gå stærkt og der kom en læge ind og forklarede mig at de blev nød til at fortage kejsersnit for at få hende ud, jeg var på dette tidspunkt så bange for at der skulle ske noget med hende at jeg havde svært ved at koncentrere mig om hvad hun sagde til mig.
vi blev hurtigt kørt af sted til operationsstuen hvor de lage en bedøvelse i min rygmarv og kort efter var operationen i gang, fra de satte de græmme klæde op det skærmede så jeg ikke kunne se hvad de lavede til jeg hørte min datter skrige gik der måske 10 minutter men det føltes som en evighed, de absolut længste 10 minutter i hele mit liv.
Klokken 00:15 den 26. Juni var hun født.
Hun kom hurtigt over til hendes far der fortalte mig at hun havde det godt (jeg måtte ikke holde hende endnu), imens de arbejdede på at lappe mig sammen igen.
Derefter blev vi kørt op på en opvågnings stue hvor jeg endelig fik lov til at holde min perfekte lille datter og se hende ordenligt for første gang.
