Selfharm awareness day

1. Marts er international dag for at skabe opmærksomhed omkring et ellers tabubelagt emne, selvskadene adfærd ❤

Det er et "emne" der står mit hjerte meget nært, da jeg selv har lidt under det siden jeg var bare 11 år og det foresatte 10 år frem. Det har for mig altid været forbundet med skam og ikle noget jeg havde lyst til at involvere andre i.

I år kan jeg fejre 3 år som *clean* (som man så fint kalder det).
Jeg kan ikke, som nogen gør, sige at jeg er direkte stolt af mine ar, men jeg skammer ikke længere over dem.

Til alle der har kæmpet eller stadig kæmper, husk at du ikke er alene, selvom det tit føles sådan, du er pisse sej! Du er her endnu og jeg er forbandet stolt af dig! ❤

Et lille julemirakel

Okay, man skulle måske ikke tro, at en julefrokost kan kvalificeres som et mirakel og det er måske også lidt af en overdrivelse, men så alligevel ikke.
Min far er nemlig så heldig at have 5 dejlige børn, 2 fra et tidligere forhold og 3 med min mor og i de 12 år vi alle har været i live har vi, tro det eller ej, faktisk aldrig været sammen det samme sted, på samme tid, altså ikke før i søndags.

Det har meget længe været et stort ønske fra min fars side at få os alle samen samlede, men det er bare aldrig rigtig lykkedes.
Indrømmet, så er han måske heller ikke selv for god til at få stablet noget på benene, men så er det jo heldig at han har nogle børn, der endelig blev træt af at høre ham tale om det konstant.
Eller retter, han er heldig at min søster har en fantastisk evne til at få næsten alt til at lykkedes, det er bare sådan noget hun kan.

Vi kunne derfor endelig, efter 12 år, få opfyldt han ønske og give ham den mest vidunderlige julegave.
Jeg håber meget at vi snart kan gentage succesen, så min lille Clara også kan lære hendes dejlige fætter og kusiner at kende. 

Ja,ja jeg ved det godt..

Jeg lovede tilbage i tidernes morgen, da jeg offentliggjorde min graviditet, at Blogger ikke kun ville handle om baby og graviditet, MEN! det er altså bare rigtigt svært at lade som om man er beauty Blogger når man spiser chokolade til morgenmad, i ført sit 3 dage gamle nattøj, der er blevet gylpet en del gange på med en fuglerede af en paryk der ikke er blevet redt i 2 uger.
Suk! Så det må altså vente lidt længere.
Lige nu er der fuld fokus på baby og sådan skal det selvfølgelig også være.
Selvom jeg har fået mig en nem lille datter så er der imellem mad, ble skift, hygge og gåture ikke særligt meget tid til at side bag computeren fordi at tiden så skal bruges på at jeg selv får spist, ryddet lidt op eller får taget mig af bjerget af vasketøj.
Men mon ikke det kommer stille og roligt når vi begynder at få en rigtigt rytme.

Overskuds mor? Ikke mig.....

Jeg havde denne her skøre ide, om at jeg da ihvert fald ville få tid til at holde jer opdateret, mindst en gang i ugen.
Men det har jeg, som i kan se, skudt en hvid pil efter.

Jeg ville jo have skrevet om besøg af voees sundhedsplejerske, om babys udvikling, vores første lægebesøg med 5 ugers undersøgelse, om hvor meget hun er vokset.og tager på, det heler går simpelthen bare så hurtigt, i næste uge er det allerede 2 måneder siden vi fik hende.

Jeg ville rigtig gerne kunne finde mere tid til at Blogger,  for jeg savner det altså lidt, det er bare svært at løsrive blikket fra min lille skønhed, selv når hun bare ligger og sover.

Og så skal tiden når hun ligger og sover selv jo også udnyttes så jeg selv kan få sovet, spist, vasket tøj og alt det anede der bliver den del svære af at have en lille baby på armen.

Håber snart der kommer en opdate igen, om ikke andet så efter sundhedsplejersken har været her i næste uge.

Fødselsberetning - Det endte i akut kejsersnit

Det er den 25. Juni og jeg har en sjælden gang fået slæbt min store gravide krop ud af lejeligheden, for at handle ind.
Jeg er gået en enkelt dag over min termin og der er stadig endnu ingen tegn på at fødslen er ved at gå i gang, altså ikke før vi står lige midt i Liva og vandet går.
Jeg får fremstammet noget i retning af : '' jeg tror mit vand er gået'', til min kæreste, han svarede med et panisk blik og var klar til at smide alt hvad han havde i hænderne og løbe ud i bilen for at køre på sygehuset med det samme.
Jeg fik dog talt ham lidt til ro og overbevist ham om at vi sagtens lige kunne nå at handle færdig og så kunne vi jo ringe til føde gangen når vi kom hjem, jeg kan godt mærke på ham at han ikke var helt overbevist og stadig var noget panisk, selv var jeg meget overrasket over hvor roligt jeg tog det, men jeg havde jo heller ikke veer eller noget som helst endnu.

Da vi kom hjem omkring kl. 16 og fik ringet til fødegangen og fik besked på at vi skulle komme ind til dem kl. 20 hvis ikke mine veer var kommet så meget i gang at det blev nødvendigt at komme før, der gik ikke lang tid før der kom  godt gang i veerne og de var rimelige regelmæssige da vi kom ind på sygehuset.

vi kom ind på en stue hvor jordmoderen skulle undersøge hvor langt vi var i forløbet og om vi skulle blive eller sendes hjem igen.
Jeg var desværre ikke så langt som vi havde håbet på og hun ville i første omgang sende os hjem når hun lige havde sikkert sig at baby var okay, hendes puls var nemlig en smule uden for det normale.
Imens vi ventede på at den skulle stabilisere sig havde jeg åbnet mig yderlige 5 cm og vi kom nu på fødegangen frem for at blive sendt hjem, her fik jeg en hurtig update på muligheden for smertestillende, selvom hun mente jeg klarede det så godt at det ikke skulle være nødvendigt, jeg var dog ikke enig.

Til mit held var der vagt skifte og den næste jordmoder der kom ind havde intet i mod at give mig den smertelindring jeg bad om.
Jeg nåde dog aldrig så langt at jeg rent faktisk fik den, da de skulle til at lægge bedøvelsen faldt babys puls nemlig drastisk og jeg skulle til at vende og dreje mig i alverdens stillinger og positioner for at se om vi kunne få hendes puls op igen og jeg begyndte nu lige så ''stille'' at gå i panik.

Nu skulle det hele lige pludseligt gå stærkt og der kom en læge ind og forklarede mig at de blev nød til at fortage kejsersnit for at få hende ud, jeg var på dette tidspunkt så bange for at der skulle ske noget med hende at jeg havde svært ved at koncentrere mig om hvad hun sagde til mig.

vi blev hurtigt kørt af sted til operationsstuen hvor de lage en bedøvelse i  min rygmarv og kort efter var operationen i gang, fra de satte de græmme klæde op det skærmede så jeg ikke kunne se hvad de lavede til jeg hørte min datter skrige gik der måske 10 minutter men det føltes som en evighed, de absolut længste 10 minutter i hele mit liv.

Klokken 00:15 den 26. Juni var hun født.
Hun kom hurtigt over til hendes far der fortalte mig at hun havde det godt (jeg måtte ikke holde hende endnu), imens de arbejdede på at lappe mig sammen igen.
Derefter blev vi kørt op på en opvågnings stue   hvor jeg endelig fik lov til at holde min perfekte lille datter og se hende ordenligt for første gang.

Endelig kom min prinsesse

Dette bliver bare til et lille hurtigt opdaterings indlæg da jeg meget heller vil bruge tiden på at nyde den smukke baby foran mig.

Torsdag den. 26 fik jeg min skønne lille datter, fødslen gik ikke ligefrem efter planen, men ud det kom hun og i helt perfekt stand.

Vi endt med at brug 3 dage på sygehuset efter fødselen og kom først hjem i mandags.

Nu skal vi lige bruge lidt tid på at lære hinanden at kende og finde ind i vores nye rytme.
Og så skal der nok komme lidt flere detaljer her inde.

Lige ved og næsten...

Kun 1 enkelt, lille, spinkel, solskinsdag tilbage til jeg endelig når min termin.

den magiske dato 24. Juni har været længe undervejs og jeg har glædet mig afsindigt meget til den, den har dog også været frygt og set frem i mod med stor nervøsitet, jeg tror meget for mig det har handlet om frygten for det uvisse omkring at jeg ikke helt viste hvad jeg gik ind til, frygten for umådelig stor smerte og om jeg nu kommer til at gøre det hele godt nok?
er jeg tilstrækkelig for sådan en smuk lille skabning? og kan jeg overhovedet give hende alt hvad hun har brug for?

Nervøsiteten og tvivlen er de sidste par dage mere eller mindre fordampet og har kun efterladt sig spænding og sikkerhed (samen med en masse graviditets hormoner der har ladt vente på sig i 9 måneder og nu alle skylder ind over mig på én gang), nu glæder jeg mig bare til at møde min perfekte lille prinsesse, selvfølgelig kommer jeg da ikke til ar være super mor fra dag et, men jeg er sikker på at både jeg selv og min kæreste kommer til at klare vores nye rolle helt fantastisk.

Chancen for at det lige bliver i morgen jeg får lov til at føde er desværre minimal da det kun er omkring 5% der føde på deres termin dato, men man har vel lov til at håbe alligevel.
Hvis hun ligner de andre kvinder i min familie så bliver hun nok der inde så længe som muligt.




Håber at jeg næste gang i høre fra mig, kommer til at sidde med en smuk lille baby i armen i mens mine fingere glider over tasterne.

Stilhed før....

Puuh, stilheden fra bloggene er næsten rugende og bestemt alt for stor.
Det er ikke fordi jeg ikke har lyst eller for den sags skyld tid, tid er faktisk noget af det jeg har aller mest af for tiden, da jeg officielt er gået på barsel i mandags, men overskud derimod, det er der ikke meget af.
Jeg er så uheldig at lide af jern mangel, lav blodprocent og lavt blodtryk og det er altså lig med et energi niveau, der kan ligge på er meget, meget lille sted.

Lige nu virker de første måneder af graviditeten, hvor jeg glædede mig over ikke at have nogle symptomer og hvor let og smertefrit jeg skøjtede igennem det hele., som et meget fjernt minde.
Min krop har efterhånden forvandlet sig til én stor smerte knude, med et bækken og en ryg der for alvor er ved at bukke under for de mange ekstra kg jeg har fået tillagt mig.

Heldigvis er der nu kun 26 dage til at jeg har termin så mon ikke jeg kan bide smerten i mig lidt endnu og håbe på at vægten ikke stiger alt for meget den sidste tid.

Jeg kommer nok heller ikke til at være vildt aktiv her inde i den første tid efter min lille prinsesse er kommet, men jeg vil gøre mit bedste for at sætte lidt mere tid af imellem gråd og bleskift, end jeg ellers har fået gjort det sidste lange stykke tid.

I går gik turen til Ikea, hvor vi efter små 4 timer med ømme fødder fik fundet lidt flere ting til prinsesse værelset, som langsomt er ved at tage form.

I dag har jeg så, efter mange vredes udbrud, som uden tvivl blev forstærket af hormoner, fået samlet de nye møbler, jeg kommer nok til at pille tapen af kommoden, da det jo tydeligvis er alt for skævt.

Jeg gik faktisk og stressede lidt over at vi ikke rigtigt havde nået noget på hendes værelse endnu, men mon ikke vi når det i løbet af de næste 3 måneder.

MD scanning

Puuuh, så kan jeg igen ånde lettet op og ligge mine bekymringer til side.
Vi var til misdannelses scanning i går, hvor jeg endnu engang frygtede det værste, at de ikke kunne finde et lille pulserende hjerteslag.
MEN, mine bekymringer blev heldigvis hurtigt slået til jorden, af en meget sød sonograf der hurtigt bekræftede at der skam var et lille bankende hjerte.

Alt så helt perfekt ud, ingen fejl eller mangler, selvom jeg da nåede at blive lidt nervøs da hun, efter min mening, brugt meget lang tid på at finde nogle af de indre organer, men det helle var jo perfekt, så ingen grund til opkast-fremkaldende nervøsitet fra min side.
Hun havde dog lidt svært ved helt a måle hjertelyden, da den lille var utroligt aktiv under scanningen og lå og drejede sig og vinkede til kameraet, det var så vidunderligt at se.

Sidst men bestemt ikke mindst, så fik vi også endelig svar på om det var en lille prins eller prinsesse der ligger der inde.
Stemmerne var talt om og det endte med at stå 5-4 til at det blev en lille pige, selv havde min kæreste og jeg sat vores penge på at vi skulle have en lille prins, men det er naturlig vis den mest perfekte lille prinsesse der lå og vinkede til os, det er nu også dem vi er bedst til at lave i min familie og så fik hendes moster ret i hendes forudsigelser (som altid).

Nu ser jeg for alvor frem til at vi skal starte til vores fødsels forberedelse allerede på torsdag, jeg glæder mig rigtigt meget til at møde de andre par i vores gruppe og det bliver dejligt at få nogen at snakke med der kan sætte sig ind i alt det man går i gennem.

Første jordemor besøg

Åh, kære blog hvor har jeg dog forsømt dig!
Ingen  jule indlæg, intet obligatorisk nytårs indlæg, jeg skammer mig en lille smule, men overskuddet har simpelthen bare ikke været der til det, selvom jeg inderligt savner at skrive her inde.

Det var jo faktisk ikke meningen at graviditet fuldstændig skulle overtage min blog (og det er det stadig ikke), men det er ganske naturligt det der fylder aller mest og derfor nok også det jeg kommer til at skrive mest om.

Min kæreste og jeg var for et stykke tid siden til vores første jordemor besøg, desværre ikke med hende der kommer til at følge os igennem hele graviditeten, hende møder vi først næste gang, det er egenligt ikke fordi der er så meget at fortælle om det, da vi mest bare snakkede og jeg blev skrevet op til en sukkersyge test, da min farmor havde det, det involvere blandt andet at jeg skal faste inden jeg skal ind og have testen, held og lykke til den læge der skal have med mig og gøre når jeg er sulten, morgen træt og fyldt med hormoner!

Jeg spurgte naturligvis også ind til fødsels forberedels, da jeg altså bare SKAL vide alt og være så forberedt som overhovedet muligt.
Vi fik så et tilbud om at starte i en gruppe for førstegangs forældre, hvor man efter fødslen har mulighed for at forsætte med de samme mennesker i en mødregruppe, noget jeg glæder mig usigeligt meget til.

Graviditets status:
Mit hår har aldrig været smukkere, mine negle har aldrig været stærkere eller vokset hurtigere, min hud ligner aller mest noget en akne ramt teenage dreng IKKE ville misunde mig, jeg har taget ca. 2 kg på, og maven vokser sig ligeså stille ud af mine i forvejen stramme bukser.

Første scanning

Så blev det igen tid til en lille hurtig blog update.

Vi er efterhånden ved at komme godt på plads i vores nye hjem og jeg glæder mig meget til at vi er helt færdige, så får jeg nok også lidt mere tid og overskud til bloggen igen.

For et par dage siden vare min kæreste og jeg til den første scanning med vores lille spire, i min allerede voksende mave.
Det var en helt utrolig oplevelse og må da indrømme at både jeg og min kæreste fældede at par glædes tåre imens fonografen forklarede at alt så godt ud og den lille så begyndte at ligge og bevæge sig i mens vi sad og kiggede på.

Ind til videre er  graviditeten gået nogenlunde smertefrit uden de helt store symptomer, på nær en periode med bragene hovedpine og så den evige forbandede træthed og lave energi niveau der hænger om mig som en konstant tåge.

Trætheden er dog nu lige så stille ved at blive erstattet af svimmelhed og en ordenlig omgang graviditets hjerne, hvor jeg til min egen irritation gentager alt flere gange fordi jeg selv glemmer at jeg har sagt det, ikke kan huske hvor noget som helts er på trods af at jeg har lagt det fra mig, men okay, hvordan kan man også forlange at jeg skulle huske at jeg for 10 minutter siden, tænkte at min støvle ville være et glimmerende sted at opbevare min mobil?

Jeg håber at i alle nyder jeres december lige så meget som jeg.                                       

11+3

Der har været meget stille her på bloggen og stilheden forsætter nok lidt endnu, desværre.
Så nu er det vist på tide at i får en forklaring på hvorfor jeg ikke har været her inde og mit skriveri forsat kommer til at blive ret begrænset (i hvert fald lige i den nærmeste fremtid).

Som nogen allerede ved, blandt andet jer der følger mig på Instargram og naturligvis jer som kender mig personligt, så er det lykkedes mig at blive gravid og venter lige nu et lille sommer barn (min kæreste satser på en dreng, selvom vi intet ved om det endnu).

Derudover står vi midt i at skulle flytte her i december og der kommer nok til nt gå lidt tid før der er internet og jeg lige får tid til at sætte mig ned og få skrevet.

2 vindere og fravær

Jeg er frygteligt langt bagud med at blogge.

Jeg har haft min dejlige lillebror på besøg i hele efterårs ferien så der har ikke lige været så meget tid til at få skrevet her inde.
Jeg fik dog fundet to vindere af mine giveaways, men lidt hjælp fra ham, så Lenette og Simone i må meget gerne tjekke jeres mail så præmien kan blive sendt videre til jer.

Jeg har ikke rigtigt haft så+ meget tid til at skrive her inde og der bliver nok også lidt stille de næste par dage og i skal selvfølgelig nok få en nærmere forklaring på hvorfor, senere.

Jeg er et klamt svin.... og hvad så?

jeg var lidt i tvivl om jeg skulle poste det her for der var altså alligevel en lille stemme der sagde" jamen hvad nu hvis....", men fanme nej om jeg vil skamme mig over at være menneske!

Okay, så jeg faldt over denne her ''artikel'' i mit Facebook feed 9 klamme ting alle kvinder gør (men lader som om vi ikke gør)

1. Alle piger skider
Lad os lige starte med at få noget på det rene: ALLE MENNESKER SKIDER.
Så, hvis vi går ud fra, at kvinder falder ind under kategorien “alle mennesker”, betyder det, at - ja- vi kvinder skider også. Og vi elsker det. Lev med det.

2. Piger hader også at barbere sig
Hvis vi har bukser på i dag, kan du næsten godt være sikker på, at vi ikke barberede os i går. Eller dagen før det. Højst sandsynligt har vi ikke barberet os hele ugen. For dovne til at barbere armhulen? Så trækker vi da bare i en langærmet trøje.

3. Vi piller også næse
Og vi gør det ofte, kan jeg lige så godt tilføje. Ofte sker det, mens vi kører bil. Og jeg er ikke den, der venter, til jeg finder et lommetørklæde - det er for underligt.

4. Vi vasker meget sjældent vores BH’er
Vi har gået rundt i den samme BH i… ubestemmeligt, ubeskriveligt lang tid.
Vores logik fungerer sådan her: Jeg har ikke svedt i dag, så der er da ingen grund til at tage en ny BH på i morgen. Gentag. Gentag. Gentag. Grænsen er ikke fundet endnu.

5. Vi bliver - lige lovligt - kreative, når vi har menstraution
Vi har været tvunget til at rulle et stykke toiletpapir sammen og lægge det i trussen,når vi pludselig opdager, at vi bløder. Ekstra klamhedspoint til dig, der har prøvet at gå sådan rundt en hel dag, fordi du havde travlt med skole eller arbejde.
Bare indrøm det - du har prøvet det.

6. Vi tisser i badet
Er det klamt, eller er det bare en anden vej ned i kloakken. Det vurderer du bare.

7. Vi bløder i vores undertøj
Der er bare så mange menstruations-relaterede sandheder om piger, at du tror, det er løgn. Og denne kan simpelthen ikke udelades. Ja, vi bløder i vores undertøj. Meget. Og så vasker vi det i håndvasken. Og så efterlader vi pågældende stykke undertøj i selvsamme vask, før vi går ud om morgenen. Så glemmer vi alt om det, og går i gru rundt og frygter, at en gæst går på toilettet hos os, og ser undertøjet. Men vi lærer aldrig af den fejl, så det vil ske omkring syv gange i vores liv, at gæster vader ind til vores våde, blodafrensede trusser i badeværelsesvasken.

8. Vi kan godt gå gennem længere tid uden at vaske hår.
Til tider er vores hygiejniske standarder altså yderst tvivlsomme. Vi kan godt finde på at lade fire dage gå uden at vaske hår. I stedet bruger vi måske tørshampoo.
Føler vi ikke, vi har tid til at gå i bad, vasker vi bare lige armhulerne og tilføjer et tykt lag parfume over hele kroppen.
Har vi ikke tid til at vaske ansigtet - eller, rettere, er vi for dovne til det - så lægger vi bare et nyt lag makeup over det gamle fra dagen før.

 9. Vi går rundt uden trusser på
Okay, det er måske ikke ALLE piger, der gør det. Og bestemt ikke hele tiden. Nogle gange sker det ved et uheld, andre gange er det helt med vilje.

Det var ikke rigtigt det der var inspirationen til det her indlæg, men derimod de meget stærke reaktioner der kom fra nogen af de andre kvinder der havde læst det.
Måske jeg lige skulle tilføje at jeg ærligt talt ikke synes der er et eneste punkt på listen der er dissideret klamt, men hvad siger det så om mig?
Hvis man skulle gå ud fra disse kvinderers reaktion, ja så gør det mig tilsyneladende til et uhygiejniske, klamt svin.

 Hold nu op, for en gang negativitet sådan et uskyldigt, lille, humoristisk indslag kunne få frem i folk.
Og nej jeg gør da heller ikke selv alle tingene på listen men faktisk langt de fleste af dem.

- Personligt har jeg ikke fjernet hår på mine ben siden jeg testede Veet crem en gang i Juni.

- Jeg ELSKER tørshampoo, der giver mig mulighed for at springe en hårvask over (det er i øvrigt ikke sundt få håret at vaske det hver dag), jeg har endda taget det et klamheds niveau højere og KUN vasket mit hår fordi jeg ikke lige gad at gå i bad.

- Jeps, mine Bh'er kan saaagtens få lov til at blive brugt mere end en gang før de ryger til vask, hvis det altså er en af de dage hvor jeg har taget mig sammen til at få taget en på.

- Og ja jeg har desværre været i den uheldige situation hvor jeg ikke har haft nok bind med mig og så må man jo være kreativ, hvis man altså ikke heller vil bløde ud over sit tøj (som om det skulle være mindre ulækkert).

- Har jeg været så uheldig at bløde igennem? Ja! gider jeg at bruge tid på at vaske mine trusser i håndvasken? Nej!

Er jeg  virkelig så klam og er det synd for min kæreste at han er sammen med et beskidt svin som mig?
Er det virkelig fordi jeg har mindreværds komplekser og ikke bryder mig om mig selv?

Eller har jeg måske bare et sundt og afslappet forhold til mig selv og min kæreste, fordi jeg synes det er okay ikke at skulle være perfekt hele tiden og jeg har det godt nok med mig selv til at være afslappet og naturlig omkring ham og tænk engang han fortæller mig stadig at jeg er smuk og han er den heldigste mand i verden, med ubarberede ben, tørshampoo og uvasket BH'er.

Som min gamle far plejer at sige, der er 2 slags mennesker dem der gør de her ting og dem der ikke vil indrømme at de gør det.

Childhood is the Kingdom Where Nobody Dies

Jeg vil bare lige skrive et hurtigt indlæg til at undskyld og forklare mit fravær.
Af personlige årsager har jeg ganske enkelt ikke kunne finde inspiration til at skrive her inde.
Jeg mistede min onkel i mandags,det, og hans bisættelse på onsdag
Det har desværre ikke efterladt meget overskud til kreativ udfoldelse.

Childhood is not from birth to a certain age and at a certain age
The child is grown, and puts away childish things.
Childhood is the kingdom where nobody dies.

Nobody that matters, that is. Distant relatives of course
Die, whom one never has seen or has seen for an hour,
And they gave one candy in a pink-and-green stripéd bag, or a
jack-knife,
And went away, and cannot really be said to have lived at all.

And cats die. They lie on the floor and lash their tails,
And their reticent fur is suddenly all in motion
With fleas that one never knew were there,
Polished and brown, knowing all there is to know,
Trekking off into the living world.
You fetch a shoe-box, but it's much too small, because she won't
curl up now:
So you find a bigger box, and bury her in the yard, and weep.
But you do not wake up a month from then, two months
A year from then, two years, in the middle of the night
And weep, with your knuckles in your mouth, and say Oh, God!
Oh, God!
Childhood is the kingdom where nobody dies that matters,

Sov godt  kære engel

En fugl i hånden er bedre end.....

Planen var jo at den lille allike (der nu er blevet døbt Jacob), skulle slippes fri når han kunne flyve ordenligt igen.
Nu er han begyndt at spise selv og flyver helt uden problemer, så i starten af ugen prøvede vi at tage ham med uden for og han fløj lige så fint op og satte sig i det nærmeste træ hvor efter han føj en lille rundt og så føj endnu længere væk.
Og jeg sad tilbage med en smule skuffelse over at han bare sådan forlod mig, selvom det jo var meningen.

Der gik dog ikke lang tid før han igen kom svævende og ville med ind igen.
Vi har haft ham ude hver dag som regel bliver han bare ved os i haven hvor han fint hopper rundt og hjælper med at hive ukrudt op og med stor nysgerrighed undersøger hver sten han finder.
Opgaven som fugle mor blev endte med at blive mere permanent end  planlagt.

The bird dares to break the shell, then the shell breaks open and the bird can fly openly. This is the simplest principle of success. You dream, you dare and and you fly

Job Update

Jeg ved ikke hvem af jer der sendte god karma min vej i går, men jeg takker mange gange!
Det gik nemlig helt fantastisk og jeg har faktisk allerede min første vagt i aften.

Åh, jeg er så glad at jeg slet ikke kan beskrive det, er glad, spændt og en smule nervøs.
Det var også på tide at heldet smilede lidt til mig.

Økonomisk krise og jobsøgning

Nu er det vist ved at være et stykke tid siden jeg har været aktiv her inde, men jeg har haft en trav uge, der blev brugt på at forberede min lillebrors fødselsdag, det er den først efter mine forældre er gået fra hinanden så den skulle helst være så god og almindelig som omstændighederne tillod (Det minder mig om at jeg i farten slet ikke har nævnt at mine forældre ikke længere er sammen, men det er nu heller ikke et emne jeg har tænkt mig at uddybe her).
Og det var sådan set slet ikke det jeg ville skrive om, det bliver bare et lille indlæg for at få afløb for mine tanker.

Min økonomiske situation har i gennem længer tid nu været lidt af en twilight zone, som ind imellem har virket så uoverskuelige at jeg aldrig troede at jeg ville få styr på det igen.
Utroligt hvor mange problemer et enkelt fejltrin kan føre med sig.
Nå i dag har jeg så været til et møde, hvor vi skulle snakke om min situation og fremtidige muligheder (uden at gå for meget i dybden med det).
Jeg var ærligtalt ved at brække mig af nervøsitet inden jeg gik ind i mødelokalet, men kom smilende og lettet ud kort tid efter.
Det gik over alt forventning, hvilket ikke siger så meget, da jeg virkelig havde frygtet det værste.
Så nu ser det ud som om der er styr på det og for første gang i lang tid virker det hele meget mere overskueligt.

Nu har jeg søgt tilflugt på biblioteket, som jeg altid gør når jeg har tid der skal slås ihjel, og venter spændt på at klokken skal blive 12:30 hvor jeg har en jobsamtale, jeg håber inderligt at det går godt, da det er et sted jeg tror jeg kunne komme til at blive rigtigt glad for at være.

Jeg vil derfor lige bede jer om at sende nogen positive energier og god karma min vej og så skal jeg nok fortæller jer om det har virket.

Comming back to life

Dette indlæg har nu længe lagt i mørket og ventet på at blive udgivet.
Jeg har længe diskuteret frem og tilbage med mig selv og det var for personligt og en smule over grænsen .
Måske var jeg nervøs for de mildt sagt hadefulde beskeder der plejer at tigge ind når jeg har vovet mig ud i at åbne op og være ærlig, men det må jeg jo bare tage med.

Jeg har de sidste 3 år været i et forhold som jeg udadtil prøvede at male rosenrødt, men det var desværre ret langt fra sandheden.

De blinkende røde lamperne burde have advaret mig allerede de først par måned hvor vi begyndt at være sammen da den først løgn kom, '' Jeg har ikke længer noget med min eks, det er DIG jeg vil have'', der gik selvfølgelig ikke lang tid før hun kontaktede mig og forklarede at det altså ikke helt var sådan det hang sammen, noget han undskyldt med at hun havde en masse psykiske problemer og bare prøvede at ødelægge hans liv (den samme forklaring som han sener begyndte at bruge om mig) og ja jeg var dum nok til at tro på hans 'hun er bare en jaloux eks kærest' forklaring.

4 måneder efter fortalte han mig dog at han ikke længer kunne have kontakt til mig fordi hun ikke ville have det og tror i så ikke jeg prøver at trøste ham når han en måned efter bliver sur på mig over at det ikke fungerede i mellem dem.
Ja, han har en manipulations evne ud over alle grænser og jeg var naiv og ikke mindst meget forelsket i den person han så overbevisende lod som om han var.

Som tiden gik blev jeg mere og mere forelsket og trukket længer og længer ind i hans spind af løgne og manipulation hvor han gang på gang fik mig overbevist om at de fejl han begik og de ting han udsatte mig for var min egen skyld og jeg havde gjort mig fortjent til dem, som han sagde elskede han mig jo, men blev simpelthen nød til at gøre det, ja jeg nærmest tvang ham til det.

Jeg huske tydeligt hvor ked af det han blev da jeg fortalte om at jeg havde planer om at tage ned og besøge en gammel ven og han meget nødigt ville have jeg overnattede der, det enten med at jeg fik så dårlig samvittighed at jeg slet ikke tog af sted, alt imens han var mig utro med den første.
Da jeg spurgt ind til om han var samme med hende fik jeg afsvide at jeg måtte være sindssyg siden jeg kunne tro det og det forsatte så de næste 4-5 måneder.

Og hvorfor skred jeg så ikke bare der? Hvorfor fortalte jeg ham ikke bare at jeg fortjente beder og vente ryggen til ham? Hvorfor fandt jeg mig i det og gav ham en chance til?
Fordi han faktisk fik mig til at føle mig som den sygeligt jaloux kærest han fortalt mig at jeg var, fordi han på en eller anden måde fik mig overbevist om at det var mig der var problemet og mig der skulle kæmpe for at gøre det hele bedre.

På det tidspunkt var jeg begyndt at isolere mig fra mine venner, både fordi det tit gjorde ham sur eller ked af det, eller fordi jeg ikke gad at side og forsvare min kæreste når de prøvede at åbne mine øjne for hvor dårligt han faktisk behandlede mig.

Hende han var mig utro med blev lagt på køl et par måneder hvor jeg fik håbet tilbage om at det var mig han ville have , bare for at hun kunne blive erstattet af en ny han lige havde mødt til en julefrokost.
Da jeg igen spurgte ind til dette fik jeg samme svar som før nævnte med en tilføjelse om at jeg ikke skulle blande mig i hvem han var venner med, jeg tog derfor kontakt til hende han var sammen med og spurgte hende, hun svarede selvfølgelig ikke, hvilket var svar nok i sig selv.... ikke før de var gået fra '' bare'' at kysse til at have sex.... Og jeg havde lyst til at tage ud og rive hovet af hende da hun undskyldt sig med at hun ikke kendte mig og at min kæreste jo også havde sagt at jeg havde en masse problemer,

Tro det eller ej, ja jeg tilgav ham igen denne gang krævede jeg dog at han droppede kontakten til dem han havde været mig utro med, hvilket førte til et halvt år med beskeder fra de først om hvor klamme og forfærdelig jeg var, at hun nok skulle for sin vilje og hun viste hvordan hun skulle styrer ham og helt rigtigt i slutning af året fandt jeg ud af at de stadig have kontakt til hinanden.

Jeg gav det 3 måneder mere, naiv som jeg var, 3 måneder han selvfølge brugt på at fortælle andre at han var single og hvordan han ikke kunne holde ud at være sammen med en som mig.
Og jeg fik endelig nok, jeg vågnede op fra det mareridt jeg ellers så desperat havde prøvet at forklæde som et eventyr.

det var en underlig blanding af at føle sig fortabt og alene, da jeg havde bygget hele vin verden op om ham, og en uendelig følelse af lettelse.


Der gik ikke lang tid før de venner der tålmodigt havde ventet på at jeg kom tilbage til virkeligheden fik skrabet mig op og lappet mig sammen igen.
Det tog overraskende kort tid som en sorte sky at lette og jeg igen blev i stand til at se at jeg er god nok og jeg fortjener så uendeligt meget bedre end det.