Lige ved og næsten...

Kun 1 enkelt, lille, spinkel, solskinsdag tilbage til jeg endelig når min termin.

den magiske dato 24. Juni har været længe undervejs og jeg har glædet mig afsindigt meget til den, den har dog også været frygt og set frem i mod med stor nervøsitet, jeg tror meget for mig det har handlet om frygten for det uvisse omkring at jeg ikke helt viste hvad jeg gik ind til, frygten for umådelig stor smerte og om jeg nu kommer til at gøre det hele godt nok?
er jeg tilstrækkelig for sådan en smuk lille skabning? og kan jeg overhovedet give hende alt hvad hun har brug for?

Nervøsiteten og tvivlen er de sidste par dage mere eller mindre fordampet og har kun efterladt sig spænding og sikkerhed (samen med en masse graviditets hormoner der har ladt vente på sig i 9 måneder og nu alle skylder ind over mig på én gang), nu glæder jeg mig bare til at møde min perfekte lille prinsesse, selvfølgelig kommer jeg da ikke til ar være super mor fra dag et, men jeg er sikker på at både jeg selv og min kæreste kommer til at klare vores nye rolle helt fantastisk.

Chancen for at det lige bliver i morgen jeg får lov til at føde er desværre minimal da det kun er omkring 5% der føde på deres termin dato, men man har vel lov til at håbe alligevel.
Hvis hun ligner de andre kvinder i min familie så bliver hun nok der inde så længe som muligt.




Håber at jeg næste gang i høre fra mig, kommer til at sidde med en smuk lille baby i armen i mens mine fingere glider over tasterne.

Stilhed før....

Puuh, stilheden fra bloggene er næsten rugende og bestemt alt for stor.
Det er ikke fordi jeg ikke har lyst eller for den sags skyld tid, tid er faktisk noget af det jeg har aller mest af for tiden, da jeg officielt er gået på barsel i mandags, men overskud derimod, det er der ikke meget af.
Jeg er så uheldig at lide af jern mangel, lav blodprocent og lavt blodtryk og det er altså lig med et energi niveau, der kan ligge på er meget, meget lille sted.

Lige nu virker de første måneder af graviditeten, hvor jeg glædede mig over ikke at have nogle symptomer og hvor let og smertefrit jeg skøjtede igennem det hele., som et meget fjernt minde.
Min krop har efterhånden forvandlet sig til én stor smerte knude, med et bækken og en ryg der for alvor er ved at bukke under for de mange ekstra kg jeg har fået tillagt mig.

Heldigvis er der nu kun 26 dage til at jeg har termin så mon ikke jeg kan bide smerten i mig lidt endnu og håbe på at vægten ikke stiger alt for meget den sidste tid.

Jeg kommer nok heller ikke til at være vildt aktiv her inde i den første tid efter min lille prinsesse er kommet, men jeg vil gøre mit bedste for at sætte lidt mere tid af imellem gråd og bleskift, end jeg ellers har fået gjort det sidste lange stykke tid.