Hvis jeg ikke var udstyrende med den frygtelige uvane at jeg altid læse den sidste side i en bog først (og undlader at læse den til sidst på den måde behøver historien aldrig rigtig at ende, and i really hate endings ), ville den ind til videre ikke have været helt så tragisk som jeg nu synes den er.
Jeg har ikke ord til at beskrive hvor meget den rammer mig. det er uden sammenligning den bedste, smukkeste og mest velskrevend bog jeg nogensinde har haft mellem mine hænder (undskyld J.K.R men jeg er bange for at jeg har fundet din over mand i John Green)
Jeg er nu halvejs igennem bogen som jeg har nydt ud i dagens skønne sol, og på den ene side ville jeg ønske at jeg aldrig var godt i gang med den, men på den anden side har jeg meget svært ved at lægge den fra mig,
jeg er dybt fascineret over hvor den noget kan være så tragisk og sørgeligt og på samme tid så endegyldigt smukt og fantastisk.
Så jeg må nok bare lade tårende flyde og håbe jeg aldrig når til den sidste side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Leave a note