Comming back to life

Dette indlæg har nu længe lagt i mørket og ventet på at blive udgivet.
Jeg har længe diskuteret frem og tilbage med mig selv og det var for personligt og en smule over grænsen .
Måske var jeg nervøs for de mildt sagt hadefulde beskeder der plejer at tigge ind når jeg har vovet mig ud i at åbne op og være ærlig, men det må jeg jo bare tage med.

Jeg har de sidste 3 år været i et forhold som jeg udadtil prøvede at male rosenrødt, men det var desværre ret langt fra sandheden.

De blinkende røde lamperne burde have advaret mig allerede de først par måned hvor vi begyndt at være sammen da den først løgn kom, '' Jeg har ikke længer noget med min eks, det er DIG jeg vil have'', der gik selvfølgelig ikke lang tid før hun kontaktede mig og forklarede at det altså ikke helt var sådan det hang sammen, noget han undskyldt med at hun havde en masse psykiske problemer og bare prøvede at ødelægge hans liv (den samme forklaring som han sener begyndte at bruge om mig) og ja jeg var dum nok til at tro på hans 'hun er bare en jaloux eks kærest' forklaring.

4 måneder efter fortalte han mig dog at han ikke længer kunne have kontakt til mig fordi hun ikke ville have det og tror i så ikke jeg prøver at trøste ham når han en måned efter bliver sur på mig over at det ikke fungerede i mellem dem.
Ja, han har en manipulations evne ud over alle grænser og jeg var naiv og ikke mindst meget forelsket i den person han så overbevisende lod som om han var.

Som tiden gik blev jeg mere og mere forelsket og trukket længer og længer ind i hans spind af løgne og manipulation hvor han gang på gang fik mig overbevist om at de fejl han begik og de ting han udsatte mig for var min egen skyld og jeg havde gjort mig fortjent til dem, som han sagde elskede han mig jo, men blev simpelthen nød til at gøre det, ja jeg nærmest tvang ham til det.

Jeg huske tydeligt hvor ked af det han blev da jeg fortalte om at jeg havde planer om at tage ned og besøge en gammel ven og han meget nødigt ville have jeg overnattede der, det enten med at jeg fik så dårlig samvittighed at jeg slet ikke tog af sted, alt imens han var mig utro med den første.
Da jeg spurgt ind til om han var samme med hende fik jeg afsvide at jeg måtte være sindssyg siden jeg kunne tro det og det forsatte så de næste 4-5 måneder.

Og hvorfor skred jeg så ikke bare der? Hvorfor fortalte jeg ham ikke bare at jeg fortjente beder og vente ryggen til ham? Hvorfor fandt jeg mig i det og gav ham en chance til?
Fordi han faktisk fik mig til at føle mig som den sygeligt jaloux kærest han fortalt mig at jeg var, fordi han på en eller anden måde fik mig overbevist om at det var mig der var problemet og mig der skulle kæmpe for at gøre det hele bedre.

På det tidspunkt var jeg begyndt at isolere mig fra mine venner, både fordi det tit gjorde ham sur eller ked af det, eller fordi jeg ikke gad at side og forsvare min kæreste når de prøvede at åbne mine øjne for hvor dårligt han faktisk behandlede mig.

Hende han var mig utro med blev lagt på køl et par måneder hvor jeg fik håbet tilbage om at det var mig han ville have , bare for at hun kunne blive erstattet af en ny han lige havde mødt til en julefrokost.
Da jeg igen spurgte ind til dette fik jeg samme svar som før nævnte med en tilføjelse om at jeg ikke skulle blande mig i hvem han var venner med, jeg tog derfor kontakt til hende han var sammen med og spurgte hende, hun svarede selvfølgelig ikke, hvilket var svar nok i sig selv.... ikke før de var gået fra '' bare'' at kysse til at have sex.... Og jeg havde lyst til at tage ud og rive hovet af hende da hun undskyldt sig med at hun ikke kendte mig og at min kæreste jo også havde sagt at jeg havde en masse problemer,

Tro det eller ej, ja jeg tilgav ham igen denne gang krævede jeg dog at han droppede kontakten til dem han havde været mig utro med, hvilket førte til et halvt år med beskeder fra de først om hvor klamme og forfærdelig jeg var, at hun nok skulle for sin vilje og hun viste hvordan hun skulle styrer ham og helt rigtigt i slutning af året fandt jeg ud af at de stadig have kontakt til hinanden.

Jeg gav det 3 måneder mere, naiv som jeg var, 3 måneder han selvfølge brugt på at fortælle andre at han var single og hvordan han ikke kunne holde ud at være sammen med en som mig.
Og jeg fik endelig nok, jeg vågnede op fra det mareridt jeg ellers så desperat havde prøvet at forklæde som et eventyr.

det var en underlig blanding af at føle sig fortabt og alene, da jeg havde bygget hele vin verden op om ham, og en uendelig følelse af lettelse.


Der gik ikke lang tid før de venner der tålmodigt havde ventet på at jeg kom tilbage til virkeligheden fik skrabet mig op og lappet mig sammen igen.
Det tog overraskende kort tid som en sorte sky at lette og jeg igen blev i stand til at se at jeg er god nok og jeg fortjener så uendeligt meget bedre end det.