Vi var i alt 10 par der alle skal have vores først barn til Juni.
Jeg var allerede ved at bryde sammen inden vi skulle ud af døren fordi mit hår ikke gad at side ordenligt (Årrrgh de skide hormoner!), men af sted kom vi da, utroligt nok også til tiden.
Jeg må indrømme at jeg virkelig havde håbet på at det måske var nogen på min egen alder, da jeg faktisk rigtigt meget har savnet nogen at snakke med min graviditet om, nogen hvor det fyldte lige så meget og som går med de samme bekymringer som jeg har, der blev jeg hurtigt skuffet, da de fleste altså var min. 9 år ældre end jeg.
Vi blev delt op i to grupper, kommende mødre og fædre hver for sig og det viste sig da også hurtigt at de andre, trods aldres forskellen, stadig havde nogenlunde de samme bekymringer og tanker omkring det hele som jeg selv render rundt med.
Alligevel gik jeg der fra med en dårlig følelses af at jeg da måske alligevel er alt for ung til det projekt vi har kastet os ud i og med en frygt om at det ikke var den rigtige beslutning,
Det dårlige humør holdte ved helt ind til jeg vågnede dagen efter og lå og surmulede for mig selv i sengen, da jeg pludselig mærkede et lille puf i mod min håndflade inde fra maven og alt det negative forduftede som om det aldrig havde eksisteret.
Det er muligvis noget af det mest vidunderlige jeg nogensinde har prøvet, det er så dejligt at man kan mærke hende der inde, enormt underlig men helt fantastisk.
Jeg skrev selvfølgelig straks til min kæreste for at fortælle ham det, der var klar til at køre hjem for selv at mærke efter, han vil jo ikke gå glip af noget, dog måtte han pænt vente og hun lod ham da heller ikke mærke noget før næste morgen hvor hans tålmodighed blev belønnet med to små puf.
Everything
grows rounder and wider and weirder, and I sit here in the middle of it
all and wonder who in the world you will turn out to be.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Leave a note