02 februar 2015

Mødregruppe, hormoner og baby spark

Weekendens larm er fordrevet og jeg har endnu engang en stille stund til at nedfælde endnu en håndfuld tanker.

Min kæreste og jeg var i torsdags af sted til vores første møde i vores fødselsforberedelses gruppe.
Vi var i alt 10 par der alle skal have vores først barn til Juni.
Jeg var allerede ved at bryde sammen inden vi skulle ud af døren fordi mit hår ikke gad at side ordenligt (Årrrgh de skide hormoner!), men af sted kom vi da, utroligt nok også til tiden.

Jeg må indrømme at jeg virkelig havde håbet på at det måske var nogen på min egen alder, da jeg faktisk rigtigt meget har savnet nogen at snakke med min graviditet om, nogen hvor det fyldte lige så meget og som går med de samme bekymringer som jeg har, der blev jeg hurtigt skuffet, da de fleste altså var min. 9 år ældre end jeg.

Vi blev delt op i to grupper, kommende mødre og fædre hver for sig og det viste sig da også hurtigt at de andre,  trods aldres forskellen, stadig havde nogenlunde de samme bekymringer og tanker omkring det hele som jeg selv render rundt med.
Alligevel gik jeg der fra med en dårlig følelses af at jeg da måske alligevel er alt for ung til det projekt vi har kastet os ud i og med en frygt om at det ikke var den rigtige beslutning,

Det dårlige humør holdte ved helt ind til jeg vågnede dagen efter og lå og surmulede for mig selv i sengen, da jeg pludselig mærkede et lille puf i mod min håndflade inde fra maven og alt det negative forduftede som om det aldrig havde eksisteret.
Det er muligvis noget af det mest vidunderlige jeg nogensinde har prøvet, det er så dejligt at man kan mærke hende der inde, enormt underlig men helt fantastisk.
Jeg skrev selvfølgelig straks til min kæreste for at fortælle ham det, der var klar til at køre hjem for selv at mærke efter, han vil jo ikke gå glip af noget, dog måtte han pænt vente og hun lod ham da heller ikke mærke noget før næste morgen hvor hans tålmodighed blev belønnet med to små puf.




Everything grows rounder and wider and weirder, and I sit here in the middle of it all and wonder who in the world you will turn out to be.

27 januar 2015

MD scanning

Puuuh, så kan jeg igen ånde lettet op og ligge mine bekymringer til side.
Vi var til misdannelses scanning i går, hvor jeg endnu engang frygtede det værste, at de ikke kunne finde et lille pulserende hjerteslag.
MEN, mine bekymringer blev heldigvis hurtigt slået til jorden, af en meget sød sonograf der hurtigt bekræftede at der skam var et lille bankende hjerte.



Alt så helt perfekt ud, ingen fejl eller mangler, selvom jeg da nåede at blive lidt nervøs da hun, efter min mening, brugt meget lang tid på at finde nogle af de indre organer, men det helle var jo perfekt, så ingen grund til opkast-fremkaldende nervøsitet fra min side.
Hun havde dog lidt svært ved helt a måle hjertelyden, da den lille var utroligt aktiv under scanningen og lå og drejede sig og vinkede til kameraet, det var så vidunderligt at se.

Sidst men bestemt ikke mindst, så fik vi også endelig svar på om det var en lille prins eller prinsesse der ligger der inde.
Stemmerne var talt om og det endte med at stå 5-4 til at det blev en lille pige, selv havde min kæreste og jeg sat vores penge på at vi skulle have en lille prins, men det er naturlig vis den mest perfekte lille prinsesse der lå og vinkede til os, det er nu også dem vi er bedst til at lave i min familie og så fik hendes moster ret i hendes forudsigelser (som altid).

Nu ser jeg for alvor frem til at vi skal starte til vores fødsels forberedelse allerede på torsdag, jeg glæder mig rigtigt meget til at møde de andre par i vores gruppe og det bliver dejligt at få nogen at snakke med der kan sætte sig ind i alt det man går i gennem.