Standing up to your childhood bully

Noget de fleste der er blevet mobbet sikkert tit ville ønske at de havde haft modet til eller senere ønsket de havde fået chancen for.

Noget jeg fik chancen for i dag og så endda over for den værste af dem alle.
En pige der i gennem 8-9 år havde gjort mit liv til et helved, og her stod jeg så med chancen for at konfrontere hende med alt hvad hun havde gjort hvordan hendes daglig kommentar om hvor ligegyldig, grim og ubetydelig jeg var langsomt havde nedbrudt mig og sat så dybe spor at jeg nu mange år efter ind i mellem stadig tror på hende.
Jeg kunne have fortalt hende hvordan hendes evige bemærkninger om hvor fed og ulækker jeg var drev mig til at stikke en finger i halsen hvis jeg havde tilladte mig selv at spise og hvordan jeg til sidst endte med at sulte mig selv.
At hendes hentydninger til hvordan alt jeg gjorde og sagde var forkert stadig gør mig usikker på hvor vidt jeg faktisk dur til noget som helst.
Jeg kunne have sagt at alle de gange hun fortalt mig at ingen nogensinde ville gider at være sammen med en som mig, har fået mig til at tage afstand fra andre mennesker af frygt for at jeg er for forfærdelig til at de ville synes om mig.
Jeg kunne endda have fortalt hende om mit selvmords forsøg og den behandling jeg gennemgik bagefter.

Jeg kunne have sagt at hun havde været med til at ødelægge en lille pige der var fyldt med håb og drømme og forvandlet hende til en usikker halv voksen kvinde der ikke kunne udstå synet af sig selv.

Men som hun sad der og gjorde grin med en tilfældig pige med et par ekstra kilo på side benene gik det op for mig, at hun stadig sad fast med den samme mentale udvikling hun havde dengang.
Og hvis jeg skal være helt ærligt havde jeg i det øjeblik mere ondt af hende end jeg nogensinde har haft af mig selv.

Jeg kunne have sagt alle de ting men nøjedes smilende med at bede hende om at blive voksen og lod hende være i fred.